Samstrik med instruktion Exploration Station Kursus-hold 4

300,00

Vil du være med til at strikke et fantastisk sjal og samtidig blive en dygtigere strikker? 
Afsæt 6 mandag aftener med start 4. september og få et skønt sjal, du vil nyde hele efteråret og - tro mig - resten af året også...

Model/varenr.: Ex St 4

Exploration Station af Stephen West

Kunne du tænke dig at strikke et lækkert sjal - efter engelsk opskrift - med kyndig instruktion og vejledning undervejs? Siden mit første 'Exploration Station' blev udstillet i butikken i efteråret, er utroligt mange kunder kommet med ønske om at kunne strikke det spændende sjal, men alligevel har de ikke helt haft modet til at kaste sig ud i projektet. Derfor har jeg afholdt strikkekursuser, hvor vi strikker en bid ad gangen og sikrer, at kursisterne får et smukt resultat og nye færdigheder. NU ER DER PLADS PÅ HOLD NR. 4

Sjalet er et relativt stort arbejde, så vælg dig et lækkert garn i dine favoritfarver. Faktisk er sjalet rigtig sjovt at strikke - og jeg gik da også straks i gang med mit sjal nr. 2, så snart jeg var færdig med det første. Samme oplevelse har jeg erfaret, kursisterne har - så det er altså bare et sjal, der taler til kreativiteten og legen med garn og pinde. Jeg har selv strikket 4! 

Exploration Station er udgangspunktet for dette strikkekursus, hvor du vil lære

  • opslagning med i-cord
  • i-cord kant, der strikkes undervejs i begge sider af arbejdet
  • vendestrik og huller
  • to-farvet patent
  • vævestrik
  • rillestrik uden vrangpinde
  • bort med hulmønster og store takker
  • aflukning med i-cord
  • at strikke efter engelsk opskrift

Det sjal, vi sammen skal strikke, er designet af den meget anerkendte, britiske Stephen West. Sjalet hedder Exploration Station og er sammensat af flere forskellige strikketeknikker fordelt i bånd fra side til side i sjalet. Dermed skal du ikke strikke et stort projekt med én enkelt teknik, men blot et stykke med hver teknik. Det gør sjalet ekstra sjovt at strikke, og skulle der gå kludder i teknikken undervejs, er det ikke meget, der skal pilles op.

Jo - der er kommet en dansk udgave af opskriften, men den er ikke fejlfri - og den er i mine øjne ikke spor let-tilgængelig. Og der er jo også en fin pointe i netop at lære de engelske strikke-udtryk at kende, for så kan du kaste dig ud i ret mange nye opskrifter. Alle mine 40 hidtidige kursister har mestret det engelske ved kursets afslutning - så selvfølgelig kan du også lære det :)

Forudsætninger: Du skal kunne strikke ret og vrang.

Materialer:

  • Rundpind 4 mm, 100 cm lang
  • Farve A  251 m 
  • Farve B  183 m
  • Farve C  169 m
  • Farve D  238 m
  • Maskemarkører (runde ringe)

Antal meter vil naturligvis variere fra strikker til strikker. Det oplyste forbrug er opskriftens angivelse. Jeg bruger selv en anelse mere...

Forslag til garn:

  • Malabrigo Mechita - én tråd i farveskiftende/håndfarvet, meget lækker kvalitet
  • 1 tråd Isager Highland Wool eller Alpaca 2 og 1 tråd Isager Alpaca 1 eller Isager Silk Mohair (strikkes altså med to tråde hele vejen), og gerne i to forskellige nuancer.
  • eller et andet lækkert garn, du normalt ville strikke glatstrikning på pind 3½ med

Vi vejleder dig naturligvis meget gerne i valg af farver og kvaliteter - og har du en 'stor rest' liggende hjemme, er du velkommen til at tage den med, så vi kan vejlede dig om, hvordan den kan indgå smukt i dit sjal. Se smukke farvevarianter, de tidligere kursister har strikket, på facebook Garnbutikken i Aarup i albummet Exploration Station '17

Du skal selv købe opskriften på Ravelry.com, og den koster ca. 52 kr. Dét hjælper vi dig gerne med forud for første kursusgang. Du kan også vælge at købe bogen Westknits Bestknits, som vi forhandler i butikken, til 250 kr. Den er fuld af skønne sjaler - også opskriften på Exploration Station.

Færdig størrelse: 56 cm x 178 cm

Kursus-mandage: 4. september, 11. september, 18. september, 25. september, 2. oktober og 9. oktober. Alle gange i tidsrummet 19-21. Det vil være muligt at handle i butikken undervejs eller ca. 15 minutter før kursusstart. Køb dog garnet på forhånd, da det tager en hel del tid at udvælge og evt. vinde op, og det er der ikke tid til på første kursusdag.

Afsæt ca. 5 timer mellem hver kursusgang til at strikke hjemme på sjalet.

Medbring de nødvendige materialer samt opskrift. 

Jeg sørger for, at der er både frisk te og kaffe på kanderne samt lidt til den søde tand.

Max. antal deltagere: 15. Gennemføres ved mindst 7 deltagere.

Underviser: Marie-Louise Veber Paustian, indehaver af iSologRegn