Strikkekursus Starflake

400,00

Starflake er fuld af lækre detaljer fordelt i overskuelige sektioner. Vil du være med til at strikke det og samtidig blive en dygtigere strikker? 
Vi lægger ud mandag den 17. februar og lukker af 23. marts.

Model/varenr.: Starflake

Starflake af Stephen West

Vil du udvide dine strikkekompetencer og få et lækkert sjal ud af anstrengelserne? Så kom med på kurset her, hvor vi trin-for-trin vil strikke Starflake efter engelsk opskrift. Du behøver overhovedet ikke at have strikket efter engelsk opskrift før - jeg lover at lære dig de engelske strikkegloser lidt efter lidt! Det eneste, du skal kunne på forhånd, er at strikke ret og vrang. 

Sjalet er et overskueligt arbejde, som er inddelt i sektioner, og det er herligt at se arbejdet vokse i overskueligt tempo, også. Vi bliver færdige i løbet af 6 kursusgange - men du har naturligvis 'lektier' for fra gang til gang. 

Når du har fanget idéen, bliver det så godt som fjernsynsstrik - hver eneste sektion, så frygt ikke timerne med pinde og garn.

Når du investerer din tid (og penge) i kurset, bør du unde dig selv at strikke sjalet i et garn, du finder særligt lækkert. Vi strikker som udgangspunkt versionen med 2-farvet patent i sektion 3, og du skal udse dig blot 2 dejlige farver at arbejde med - gerne med god kontrast. Alt efter garnvalg kan du vælge at strikke på p 3.5, 3.75 eller 4. Husk, at et sjal skal være smidigt, så vælg hellere en højere pindtykkelse end en mindre. Garn, der normalt strikkes glatstrik på p 3 passer til et sjal strikket på p 3.75 eller p 4.

 

På kurset Starflake vil du lære

  • opslagning med i-cord
  • opstrik af masker
  • i-cord kant
  • vendestrik og huller
  • 2-farvet patent
  • dekorativt hulmønster og bølgeeffekt
  • aflukning med i-cord

 

Materialer:

  • Rundpind 3.5, 3.75 eller 4 mm, 100-120 cm lang. Det er en fordel med blot 60 cm i begyndelsen, men nødvendigt med en længere pind senere.
  • Farve A  730 m
  • Farve B  730 m
  • Maskemarkører (runde ringe)

Antal meter vil naturligvis variere fra strikker til strikker. Det oplyste forbrug er opskriftens angivelse.

Forslag til garn:

  • Malabrigo Mechita - én tråd i farveskiftende/håndfarvet, meget lækker kvalitet - strikkes på p 3.75 eller 4.
  • 1 tråd Isager Highland Wool eller Alpaca 2 og 1 tråd Isager Alpaca 1 eller Isager Silk Mohair (strikkes altså med to tråde hele vejen), og gerne i to forskellige nuancer - strikkes på p 4.
  • du får et lidt sommerligt sjal med CottonWool 3 Organic på p 3.5
  • eller et andet lækkert garn, du normalt ville strikke glatstrikning på pind 3-3½ med - strikkes på p 3.75 eller 4.

I butikken vejleder vi dig naturligvis meget gerne i valg af farver og kvaliteter - og har du en 'stor rest' liggende hjemme, er du velkommen til at tage den med, så vi kan vejlede dig om, hvordan den kan indgå smukt i dit sjal.

Opskriften er inkluderet i kursusgebyret, og du får opskriften tilsendt pr. mail via et link fra opskriftsamlingen Ravelry forud for første kursusgang.

 

Kursus-mandage: 17. februar, 24. februar, 2. marts, 9. marts, 16. marts og 23. marts . Alle gange i tidsrummet 18-20. Det vil være muligt at handle i butikken undervejs eller ca. 15 minutter før kursusstart. Køb dog garnet på forhånd, da det tager noget tid at udvælge og evt. vinde op, og det er der ikke tid til på første kursusdag.
Afsæt tid mellem hver kursusgang til at strikke hjemme også.

Medbring de nødvendige materialer.

Jeg sørger for, at der er både frisk te og kaffe på kanderne samt lidt til den søde tand.

Max. antal deltagere: 24. 

Underviser: Marie-Louise Veber Paustian, indehaver af iSologRegn